Tirsdag efter arbejde var vejret vidunderligt. Jeg synes ikke, at hjem var attraktivt og jeg er jo landet ved fjorden af en årsag. Jeg elsker vand og jeg elsker forår og frisk luft, så i stedet for at køre hjem, kørte jeg til Stinesminde.
Ude i fiskerlejet var der stille. Faktisk var stilheden næsten overvældende på den der smukke måde, som fremkalder stærke følelser i mig. Kun lyden af fugle og vandet, der klukkede blidt, var at høre, da jeg satte mig og fandt strikketøjet frem.
Med næsen vendt mod solen
Jeg placerede mig lige i solen. Jeg beholdt overtøjet på, men solen har magt nu og det var så skønt at sidde der med næsen vendt mod varmen.
Kenneth var med og nød ligesom mig, at der var ro og fred. Vi talte ikke meget, men var bare stille sammen. Det kan vi. Det har vi øvet os i at være, siden vi begge var atten. Det holdt en times tid, så ringede Oline.
„Hvor er I henne?„, spurgte hun og vi kunne jo fortælle, at vi sad og nød livet ude på Stinesminde Havn. Hun var ved at hente børnene og så gik der en halv times tid, så…
Og sådan endte hverdagen med en fest
Tirsdag blev forvandlet til en fest af muslingeskaller, sten, pinde og leg. Vi talte om, at vi engang skal prøve at sove derude i shelteret, „… men ikke før vi er blevet store, mormor„, som Elias proklamerede. Det var nok lige underligt nok at skulle sove i det fri.
Vi hyggede i en times tid og så var der ingen vej udenom. Alle skulle hjem og spise til aften, så bilerne blev pakket og så kørte vi retur til Hadsund.
Aftenen blev tilbragt i sofaen og så tørnede jeg meget tidligt ind ovenpå en lang række urolige og vågne nætter.
I dag er en ny dag og jeg er veludhvilet. Næsten. Og det er bedsteforældredag, så børnene henter jeg tidligt og så spiser vi alle sammen til aften. I dag kylling. Basta.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
